PRESIDENT FETCH

PRESIDENT FETCH

Få bands på den danske musikscene når så langt som til at have eksisteret i et kvart århundrede. Men PRESIDENT FETCH har – trods en række udskiftninger – holdt godt fast, og har gennem de senere år konsolideret deres fremtrædende plads på undergrundsscenen. Ikke mindst live har præsidenterne et solidt renommé, og har man oplevet bandet vælte en scene bare en gang, så er man ikke i tvivl om deres power, rutine og potentiale.

 

Gennem de 25 år er det blevet til nu fire album, nogle singler samt optræden på en lang række compilation album. Sidste reelle album var Cruel Beats… Gently Slumbering, der så dagens lys i 2007. albummet var en kraftig understregning af, at PRESIDENT FETCH for alvor havde fundet formlen hvad angår et miks af punk og rock’n’roll.

 

Og nyeste udgivelse, STAMINA, er ingen undtagelse. Albummet er 100 % energisk, velsleben punk’n’roll, der viser, at bandet er i bedre form end nogensinde. STAMINA udgøres af elleve numre, der er umiskendelig PRESIDENT FETCH. Sangskrivningen er blevet endnu bedre og bandets heftige drive er fuldt intakt.

 

STAMINA gæstes af Johan Olsen (Magtens Korridorer), Jukka Taskinen (Black Magic Six), Paw Eriksen (Highway Child) og Lene Bjarnø (CAPS). Derudover optræder PRESIDENT FETCHs nye guitarist, Alioscha Brito-Egana (der efter indspilning har afløst Per Eriksen), også på albummet.

 

STAMINA udkommer på vinyl samt som digital download.