EYEHATEGOD
EYEHATEGOD fra New Orleans er både legendariske og vitale. Sludge metal-pionererne har spillet siden 1988 og er et af de mest respekterede bands i genren både live og på plade.
Bandets sludge blander southern rock og doom metal, men tilfører intensiteten – og til tider tempoet – fra et hardcore punk band. Lyden faldt især på plads med pladerne ”Take as Needed for Pain” og ”Dopesick”, hvis titler også giver et solidt hint om hvilken sindsstemning bandets musik befinder sig i. Eyehategods frontmand Mike IX Williams er blevet emblematisk for bandets farlighed og nødvendighed og hans tilstedeværelse på en scene er umatchet.
Bandet har turneret med så forskellige bands som Chaos UK, Corrosion of Conformity, White Zombie og Pantera, hvilket også vidner om hvor højt elsket Eyehategod er både blandt metallere og punkere. De har spillet på festivaler som Hellfest, Roadburn og Roskilde Festival og spillet som headliners overalt i Europa og USA.